Den nye ID Tiguan er på vej som afløser for ID.4, og den lander allerede sidst i 2026. Det bliver ikke bare en lille opdatering – det her ser ud til at blive en rigtig stærk spiller.
Frisk look udefra
Prototypen er allerede blevet spottet i Alperne, og selv med alt det camouflage, kan man se, at ID Tiguan får et helt nyt ansigt. Lukket front uden den sædvanlige grill, frisk bumper og nye lygter både for og bag. De har også smidt de irriterende touch-dørhåndtag ud og sat normale håndtag på i stedet. Det er sådan nogle små ting, der bare gør hverdagen lidt mindre irriterende.

Meget bedre inde i kabinen
Indenfor bliver det også meget federe. Nyt dashboard, bedre skærm, nyt rat og materialer, der faktisk føles ordentlige. Volkswagen har tydeligvis prøvet at gøre ID Tiguan mere lækker at være i, så den ikke bare er smart, men også rar at køre i på de lange ture.

Teknikken får et ordentligt løft
Det vigtigste er selvfølgelig det, der ligger under. Den nye ID Tiguan bygger på den opdaterede MEB+-platform. Der kommer batterier på 58 og 79 kWh, og den kan hive op til 183 kW ved lynladning. De nye motorer skulle både bruge mindre strøm og give bedre gang i den. Det er præcis den slags opdatering, ID-familien har haft brug for.

Volkswagen har faktisk allerede stoppet produktionen af ID.4 et stykke tid, fordi de har nok biler på lager til at klare salget, indtil den nye ID Tiguan er klar. Det siger lidt om, hvor seriøst de tager det her.

Alt i alt ser den nye ID Tiguan ud til at blive en bil, der rammer rigtig godt ned i det, mange danskere gerne vil have: plads, rækkevidde, fed teknik og noget, der bare føles moderne og brugbart. Vi glæder os til at se den rigtigt næste år.
Andre bilnyheder
Xpeng Mona L03 har haft premiere i Kina. Læs mere om denne bil.
Læs også om den nye, brændstoføkonomiske bil Honda Super-N.


