Forestil dig et sted uden veje, hvor det nærmeste by er 800 kilometer væk, og havisen holder landsbyen fanget i ni måneder om året. Her er hunde dine bedste venner og din eneste transport. Det er hverdagen for de 370 indbyggere i Ittoqqortoormiit – det mest isolerede sted i den vestlige halvkugle. Farverige huse står spredt i sneen, omgivet af verdens største nationalpark mod nord og det største fjordsystem mod syd. Vil du vide, hvordan mennesker holder ud – og endda finder glæde – i sådan en ekstrem verden? Så læs med.
Ingen veje – kun is, helikopter eller hundeslæde
Der er ingen bilvej til Ittoqqortoormiit. Du kommer hertil med helikopter, båd om sommeren, snescooter eller et af de to ugentlige fly til lufthavnen Nerlerit Inaat 40 kilometer væk. Et fly fra Island, et fra Vestgrønland. Resten af turen foregår over isen med hundeslæde. Det er ikke bare en rejse – det er en overgang til en helt anden verden.
Landsbyen ligger nord for Polarcirklen på 70° nordlig bredde. Bagved ligger en isdækket vildmark med isbjørne, moskusokser og millioner af havfugle, der ruger på isbjerge. Havisen lukker alt inde ni måneder om året – men samtidig er den livsnødvendig. På hundeslæde jager inuitterne sæl, moskusokse og fisk. Hunde er ikke bare dyr her – de er kultur, tradition og national-symbol for Grønland.
Isen er både fængsel og vej
Havisen binder landsbyen fast fra efterår til sommer. Men for inuitterne er den en motorvej til jagt. De kører ud på hundeslæde, langt væk fra landsbyen, for at skaffe mad og skind til familien. Når isen er tyk, kan de køre mange kilometer. Når den smelter tidligere og fryser senere på grund af klimaforandringer, bliver det sværere at leve af traditionel jagt.
Alligevel holder de fast. Mange kombinerer jagt med at være guider for eventyrlystne turister. Det giver ekstra indkomst og holder forbindelsen til landet i live.
Livet i minusgrader: farverige huse og stærke bånd
Vinteraftener i minus 40 grader, storm, overnatning i telte eller små jagthytter uden varme – sådan oplever besøgende det. Men de lokale lever anderledes. Husene er malet i stærke farver – rød, blå, gul – for at bringe liv i den hvide verden. Der er en kirke, en lille butik kaldet Pilersuisoq, en bar, et gæstehus, en politistation med kun tre betjente og en lille turistkontor.
Hele landsbyen kan gås rundt på en halv time. Folk hilser, vinker, kører rundt på snescootere. Livet går langsomt, men med stærke bånd mellem mennesker og natur.
Traditionerne holder fællesskabet sammen
Jagt er ikke hobby – det er levevej. Kød og skind bruges kun til familien – salg er forbudt. Unge flytter oftere til større byer for uddannelse eller arbejde. Befolkningen falder, men dem der bliver, holder fast i traditionerne. Isbjørne kommer tættere på på grund af varmere klima. Det er både fare og hverdag. Jægerne respekterer dyrene, men ved også, at de nogle gange må forsvare sig selv og familien.
Hvorfor stedet rører ved hjertet
Ittoqqortoormiit er ikke bare et afsidesliggende sted. Det er et bevis på, at mennesker kan leve i pagt med den hårdeste natur. Her er ingen hast, ingen konstant notifikationer. Der er is, hunde, familie og himmel fuld af nordlys. Her lærer man at sætte pris på det simple: varme i huset, varm mad, stilhed.
Hvis du nogensinde vil mærke ægte afstand fra verden – og samtidig en dyb forbindelse til den – så venter Ittoqqortoormiit. Det er et sted, hvor ni måneders frost ikke knækker folk – det gør dem stærkere. Her findes livet ikke altid der, hvor det er nemt. Nogle gange gemmer det sig i den iskolde stilhed i Arktis.
