De fleste kender billedet: gader fyldt med døde, vogne der kører rundt og råber “bring ud jeres døde”, kirkegårde der ikke længere kunne følge med. Mellem 1347 og 1353 døde op mod 50-60 % af Europas befolkning af pesten. Hidtil har forklaringen været, at sygdommen kom med handelsruter fra Asien. Men nu viser et nyt studie i Communications Earth & Environment, at et tropisk vulkanudbrud sandsynligvis var den udløsende faktor, der fik pandemien til at eksplodere netop i Europa og netop i de år.
Et ukendt vulkanudbrud ændrede vejret
Omkring år 1345 gik en tropisk vulkan i udbrud et sted på kloden – vi ved ikke præcist hvor, men svovlspor i iskerner fra både Grønland og Antarktis viser, at det var kraftigt. Asken lagde sig som et tæppe i atmosfæren og blokerede sollyset. Resultatet var flere somre i træk med usædvanlig kulde og ekstrem nedbør i Sydeuropa og Middelhavsområdet.
Årringe fra otte europæiske regioner bekræfter billedet: 1346 og 1347 var katastrofalt dårlige høstår. I Italien, Sydfrankrig og Spanien rådede der decideret hungersnød. Byer som Venedig, Genova og Marseille stod over for en reel risiko for, at befolkningen ville sulte ihjel.
Korn fra Sortehavet – og lopper med i prisen
For at redde situationen gjorde de italienske handelsrepublikker noget usædvanligt: de indgik våbenhvile med Den Gyldne Horde, som på det tidspunkt kontrollerede Krim og områderne omkring Sortehavet. Store mængder hvede blev sejlet vestpå til de sultende byer.
Og her kommer det afgørende: de første pesttilfælde i Europa blev registreret i præcis de havne, der modtog kornet – først Messina på Sicilien i oktober 1347, derefter Genova og Venedig i januar 1348. Fra disse knudepunkter spredte sygdommen sig lynhurtigt langs de samme handelsruter, som kornet var kommet ad.
Yersinia pestis, den bakterie der forårsager pest, lever i lopper, der igen lever på rotter. Rotter elsker kornlagre. Når tusindvis af tons korn blev læsset på skibe i Krim, fulgte rotter og lopper gratis med. De overlevede turen i lastrummene og sprang i land, så snart skibene lagde til kaj i Italien.
Fra kulde til katastrofe på få år
Tidslinjen er næsten uhyggelig præcis: 1345 – vulkanudbrud 1346-47 – kulde, våde somre, misvækst 1347 – massiv kornimport fra Sortehavet oktober 1347 – første pesttilfælde i Europa 1348-53 – Den Sorte Død raser
Uden vulkanudbruddet havde Europa formentlig haft normale høstudbytter i 1346-47. Der havde ikke været behov for panikimport af korn fra netop det område, hvor pesten allerede ulmede blandt gnavere. Uden den import havde sygdommen muligvis nået Europa senere – eller slet ikke i samme omfang.
Det er ikke første gang, naturkatastrofer og pandemier hænger sammen. Vi så det med den lille istid og hungersnødene i 1300-tallet, og vi så det under spanskesygen, hvor første verdenskrig og underernæring gjorde folk ekstra sårbare. Men sjældent har sammenhængen været så tydelig som her: et enkelt vulkanudbrud flere tusinde kilometer væk blev den gnist, der antændte den værste pandemi i Europas historie.
Næste gang du læser om Den Sorte Død, så husk: det var ikke kun rotter og lopper. Det var også aske fra en vulkan, der aldrig fik et navn.
