Forestil dig at træde ind i en glemt hule på Nordøen i New Zealand, nær Waitomo (dem med de berømte glødende orme), og pludselig stå med knogler og fossiler, der er over en million år gamle. Det er præcis, hvad der skete for nylig i Moa Eggshell Cave – en opdagelse, der fylder et kæmpe hul i New Zealands naturhistorie. Forskere fra Flinders University i Australien og Canterbury Museum i New Zealand har netop offentliggjort resultaterne i tidsskriftet Alcheringa: An Australasian Journal of Palaeontology, og det er ret vildt.
Hulen har ligget der i årevis (fossiler blev faktisk fundet første gang i 1960’erne og en papegøje-kæbe i 1983), men nu har de gravet dybere, og mellem to lag vulkansk aske (fra udbrud for ca. 1,55 millioner og 1 million år siden) fandt de en rigtig skat: rester af 12 uddøde fuglearter og 4 uddøde frøarter. Det er den ældste kendte hule med hvirveldyr-fossiler på Nordøen – og den første gang, vi får et ordentligt billede af, hvordan dyrelivet så ud i den tidlige Pleistocæn-periode.
Hvad er det mest spændende?
- En ny art papegøje: Strigops insulaborealis – en gammel slægtning til den berømte kākāpō (den tunge, flyveløse, grønne papegøje, der er kritisk truet i dag). Den moderne kākāpō har stærke ben til at klatre i træer, men denne forfader havde svagere ben – hvilket tyder på, at den måske kunne flyve! Forskere siger, at der skal mere arbejde til for at bekræfte det, men tanken om en flyvende kākāpō-forfader er ret cool.
- En uddød forfader til takahē – den sjældne, flyveløse fugl, vi kender i dag.
- En uddød due, der er tæt beslægtet med australske bronzewing-duer.
Trevor Worthy fra Flinders University siger det sådan her: “Dette er en helt ny anerkendt fuglefauna for New Zealand – en, der blev erstattet af den, mennesker mødte for en million år siden.”
Paul Scofield, senior kurator på Canterbury Museum, kalder det ikke bare en “manglende side” i historien, men en hel manglende bog: “Vi kendte godt til livet for 18 millioner år siden og for 1000 år siden, men perioden midt imellem var næsten tom. Dette fylder det hul.”
Hvorfor døde så mange ud?
Op til en tredjedel eller halvdelen af arterne forsvandt i løbet af den million år, før mennesker kom til New Zealand (ca. 750 år siden). Årsagerne var voldsomme vulkanudbrud (som det store Kidnappers-udbrud) og hurtige klimaændringer med istider og mellemistider. Skovene og buskadserne ændrede sig, gamle arter døde ud, og nye opstod i stedet.
Samlet set giver denne samling en kritisk “baseline” – et udgangspunkt – for at forstå New Zealands unikke dyreliv, der er domineret af fugle, krybdyr og insekter (ingen pattedyr oprindeligt, bortset fra flagermus). Det viser, at udryddelser ikke kun startede med mennesker – naturen selv var hård ved arterne længe før.
Hvis du er til naturhistorie eller bare elsker New Zealands vilde fugle som kākāpō og kiwi, er det her en af de fedeste opdagelser i nyere tid. Det minder os om, hvor skrøbelig og dynamisk naturen er.
