Du står i Føtex-køen en regnvejrsdag i november. Den ældre herre foran dig mumler: “Det er altså noget møgvejr i dag.” I stedet for stilhed eller et tørt “jo”, kommer der automatisk: “Ja, det siler jo ned – og så bliver man faktisk ekstra glad, når man kommer indenfor og kan tænde lysene.” Han vender sig, smiler bredt og svarer: “Præcis! Og så dufter det jo så godt af våd asfalt bagefter.” Tre minutter senere ved du, hvilken te han foretrækker, og at hans kone altid køber de røde lys fra Søstrene Grene. Det sker hver dag overalt i Danmark – i bussen, på arbejdet, i Netto, på gåturen med hunden. Det er ikke planlagt høflighed. Det er “ja-og-så”-refleksen, der sidder i rygraden på os alle.
Den startede i en børnehave i Viborg og sneg sig ud i hele landet

Det er blevet den usynlige lim i vores hverdag
Vi siger “ja” først, fordi vi hader at lukke døren i ansigtet på den anden. Og vi siger “og så” bagefter, fordi vi er opdraget til at tro, at der altid findes en vej fremad sammen. Det gør, at selv den mest lukkede jyde eller den mest stressede københavner pludselig står og smiler midt i en samtale, de aldrig havde regnet med. Det gør, at møder sjældent ender i skænderier, at fremmede hjælper hinanden i toget, og at selv sure teenagere nogle gange svarer i hele sætninger.
Det er blevet en af de helt stille, danske superkræfter: evnen til at gøre selv den gråeste onsdag lidt varmere – én “ja-og-så” ad gangen.